Spillermøde d. 14-03-2008

<-Tilbage

Referat af spillermøde fredag den 14. marts 2008

Mødet blev afholdt i de smukke lokaler ejet af Dansk Røde Kors på H.C. Ørstedsvej. Tak til Beck for lån af lokalerne. Trods et stærkt begrænset fremmøde blev mødet skudt i gang kl. 17:00.

Som det første fordømte trænerteamet i skarpe vendinger alle de spillere, som denne aften havde valgt klubben fra. Der blev overvejet forskellige sanktioner som måske vil komme til udtryk i de første kampe.

Som det første gjorde trænerteamet opmærksom på, at vi i år kun har en enkelt søndagskamp. Formanden forklarede hvordan han snarrådigt havde gjort forbundet opmærksom på det forhold, at DD som en kristen klub ikke kunne spille om søndagen. Ikke alle var klar over DD var en kristen klub, men Formanden gjorde det klart, at sådan havde det altid været.

Truppen:
Assistenttræneren tog herefter ordet og gennemgik truppen, som den ser ud i 2008:

Målmand: Tjald, Wulff (& Martin O)

Forsvar: Andreas, Craus, Hansen, Luffe, Helkjær, Krohn, Brøndberg, Bløcher, Tor

Midtbane: Heller, Danny, Allan, Jan, Per, Esben, Troels, David & Sune

Angreb: Guzz, Leo, Damse, Joe, Beck

Der er tre nye navne i truppen i år. Thomas Wulf på mål, Sune Hansen på midtbanen og Thor i midterforsvaret.

Assistenttræneren understregede meget kraftigt, at DD-11 nu råder over to ligegode målmænd. 9 forsvarsspillere, 9 midtbanespillere og 5 angribere.

Adspurgt oplyste assistenttræneren, at han var klassificeret som angriber i truppen.

Udtagelse:
Som udgangspunkt vil trænerteamet udtage 5 forsvarsspillere, 5 midtbanespillere og 3 angribere til en kamp. Er der for mange spillere tilmeldt en kamp, vil der blive sorteret fra så denne fordeling bevares. Som noget nyt i år sker rotationen i de enkelte kæder. Således bytter f.eks. forsvarspillerne med hinanden hvis der er for mange tilmeldte en kamp. Man bytter simpelthen ”vagter” og melder tilbage til trænerteamet med resultatet.

Trænerteamet regner generelt med flere positive problemer i form af mange tilmeldinger pga. fraværet af søndagskampe.

VIGTIGT: Ved tilmeldinger til kamp kan man nøjes med at skrive ’KLAR’ i subjektfeltet.

--------------
På dette tidspunkt udtrykte en stadig mere irriteret formand utilfredshed med en manglende dagsorden for mødet. Efter flere forespørgsler indrømmede en hårdt presset assistenttræner, at dagsorden var sendt ud på mail forud for mødet. Denne udmelding blev mødt med stor undren blandt deltagerne.
---------------

Anfører:
Trænerteamet oplyste, at Heller fortsat er anfører og Jørgen er stadig viceanfører.

Udvidelse af trænerteamet:
Martin O. blev præsenteret som sportschef i DD. Han vil være at finde på sidelinjen i ca. halvdelen af kampene, og stå for udskiftninger i de sjældne tilfælde hvor Joe og Damse er i truppen samtidig. Martin vil også være ansvarlig for spillerpleje på DD-11. Her er holdet forvejen godt besat med Kaw, men det er tanken, at Martin vil kunne supplere og aflaste Kaw og løfte noget af den store arbejdsbyrde der har sat sit tydelige præg på Kaw.

Endelig vil Martin være projektleder på indspilningen af en slagsag og en dertil hørende musikvideo. Leo og Joe indgår i arbejdsgruppen som inden træningsturen i august, har ansvar for, at DD-11 får en slagsang og video i kassen.

Forventninger:
Trænerteamet forventer oprykning til mesterrækken, eller i det mindste playoff. Joe oplyste, at det altså er sidste chance i år!

Derudover forventer trænerteam OG bestyrelse, at vi i år tager pokalen.

Afledt af dette punkt, bad Joe det pludselig ført til referat, at Per er en rigtig god kammerat. Joe nævnte samtidig, at det var Hansen ikke.

Spilsystem:
Trænerteamet ønsker, at udnytte den meget stærke midtbane vi har i år. Opstillingen bliver derfor som udgangspunkt en 4-5(4-1)-1, akkurat som landsholdet. Det blev bemærket, at det var en god opstilling.

Jan og Heller skal tage det defensive slæb og pakke modstanderne fuldstændig ind (for hellers vedkommende i vat).

Når vi angriber, kan opstillingen hurtigt ændres til 4-3-3.

Per sparker straffe indtil han brænder. Assistenttræneren sparker aldrig straffe.

Angående dødbolde fastholder trænerteamet kombinationen fra 2007, og vil efter al sandsynlighed udtænke et alternativ, som givet bliver i form af et kort hjørne.


-----------
På dette tidspunkt gik der sport i at komme med løfter for den nye sæson. Beck lovede således, at han scorer i hver anden kamp, ellers giver han øl og mad til holdet. Det blev kort efter ændret til 15 kampe og 8 mål. Alle blev enige om, at han kunne nøjes med at give øl. Trænerteamet og bestyrelsen vil supplere med en flaske mousserende vin hver.

Træning:
Et hot emne for DD diskussioner. I år bliver der træning på en bane ved Dyveke skolen i Sundby på Amager. Banen er vores onsdage fra kl. 18:00 og 1½ time frem. Der er omklædningsfaciliteter. Cheftræneren oplyste, at der vil blive tale om rigtig træning, med programmer og det hele.

Første træning bliver onsdage den 9. april 2008 kl. 18:00 (og træningen STARTER KL: 18:00 SHARP – DET BETYDER OMKLÆDT). Der er flere med biler så folk opfordres til at koordinere og lave opsamlingssteder.

I forlængelse heraf lovede assistenttræneren pludselig, at han cykler til træning hver gang i 2008. Han lovede dog ikke øl hvis han ikke gjorde…

Joe ønskede sig 9 bolde til træningssessionen. Dejlige Danni-Boi oplyste, at han havde købt 3 nye bolde. Joe oplyste, at DDB tager trøjer, toppe og bolde med i sin dejlige bil.

Bestyrelsen godkendte indkøb af nye veste.

Træningstur:
1. weekend i august (2.-3. august). Martin O. oplyste, at der er festuge i de dage.

Reservelisten:
Folk blev opfordret til at kontakte trænerteamet med navn og telefonnummer på eventuelle (gode) spillere man kendte.

F.C.F.V.C (Fed Cup For Venner Cuppen):
Bestyrelsen punkt. 2008 er som bekendt et lige år hvilket betyder F.C.F.V.C. I år bliver der tale om en 4-holdsturnering, bestående af DD7-1, DD7-2 samt de unge mod de gamle fra DD11.

Datoen er den 26. juli 2008 og stedet er kløvermarken.

Mødet blev hævet og assistenttræneren takkede for god ro orden på mødet.


På klubbens vegne
Andreas Rune Nielsen